VINTER i Småland. Bortset fra de første par dage, hvor der faldt 15 cm sne og temperaturen holdt sig omkring nul (det regnede faktisk også) har det været et sted mellem 10 og 20 frostgrader. Vores nye gamle fyr har klaret det fremragende, så huset har heldigvis været varmt og godt at være i. Det var vi en lettelse at finde ud af. Meget brænde går der selvfølgelig til og en af fordelene ved at fyre med brænde er jo, at det giver varmen flere gange (og motion).
Og så måtte vi forkølede storbysdanskere ellers gøre os vores erfaringer med kulden. For det var KOLDT udenfor!…. Det er klart for koldt at isfiske i tyve graders frost - selv med bål og varm lumumba. Man bevæger sig ganske enkelt ikke nok og fiskene var vist også gået i vinterhi. Vi var da også rørende enige om, at når cognacen begynder at blive tyktflydende, så er det på tide for mennesker at trænge indendørs. Men en fantastisk flot dag var den nu. Årets sidste. De fleste af de smukke udendørsbilleder er taget denne dag.
Vi har også lært, at man ikke skal glemme nytårshvidvinen udendørs. Flasken holdt godt nok, men proppen blev skubbet af og væsken var noget stiv i det. (vi opdagede det heldigvis tidligt nok til at den kunne nå at blive flydende igen). Dåser klarer sig fint selvom det er svært at drikke ølen...
Af andre erfaringer kan nævnes at det kan svare sig at putte nok glycol i bilens kølervæsken - ellers får man meget hurtigt en meget, meget varm motor. Det var med hjertet i halsen at vi tog turen hjem fra Ramkvilla. Motoren var tændt op ad bakke og slukket ned af bakke i et forsøg på at køle lidt. Gamle Bertha klarede dog skærene hjem med motortemperaturer over det røde område, og vel hjemme igen gav en spand varmt vand ud over køleren lidt tiltrængt cirkulation.
Det var godt at vi fik nye vinterdæk på lige før vi kørte herop, selvom det ikke helt rakte til at vende i 20 cm tøsne i Labbemåla. Her måtte manpower til!
Feriens største projekt var en tiltrængt kælderoprydning. Nu påstår Frank hårdnakket at han kan finde sit værktøj… Ryddeligt og nydeligt ser der i hvert fald ud, og Frank har tilvirket et flot og meget solidt arbejdsbord og lavet arbejdsbelysning dernede, så nu er der ingen undskyldninger mere :-)
Karin gik tur. Laaang tur i fantastisk vejr på feriens sidste dag. Og jeg gik kun en lille bitte smule vild…
Haren …. Det stakkels dyr der har hængt og ventet på os siden midt i december skulle spises og vi glædede os meget. Men da vi fik den tøet op lugtede den desværre mistænkeligt. Der har nok alligevel været lidt for mange tødage og vi turde ikke tilberede den. ØV!
Nå ja… og så har Frank jo ellers rendt rundt og lignet quasimodo med hævede røde øjne og udslæt i ansigtet. Og hele ferien på penicillinkur. Vi håber at det nu er i aftagende for alvor.